Pressemeddelelse -
Danskerne omfavner fuldkorn – stigning i fuldkornslogoets popularitet
Fuldkornslogoet står stærkt i danskernes bevidsthed. 69 procent kender til eller har hørt om logoet, mens 2 ud af 3 danskere har stor tillid til det. Det viser en ny Megafon forbrugerundersøgelse foretaget for Fuldkornspartnerskabet. Og den unge generation Z markerer sig i undersøgelsen ved at være den gruppe, hvor flest spiser flere fuldkornsprodukter end for 2 år siden.
Der er ingen tvivl om, at danskerne er gode til at spise fuldkorn. Vi er nok dem i verden, der spiser allermest fuldkorn. Lidt over halvdelen af os spiser fuldkornsprodukter dagligt, og knapt 9 ud af 10 danskere (87 procent) spiser fuldkorn hver eneste uge.
Det orange fuldkornslogo står stærkt
Det orange fuldkornslogo, som du kan finde på havregryn, rugbrød, lyse fuldkornsboller, knækbrød, pasta og meget mere i dit lokale supermarked, har vundet indpas hos danskerne.
69 procent af os kender eller har hørt om logoet - mens 2 ud af 3 danskere har stor tillid til logoet. Hver 3. af dem, der kender logoet handler også i høj/meget høj grad ind efter det. Det viser en ny forbrugerundersøgelse fra Megafon i marts 2024.
”Tallene viser, at danskerne med fuldkornslogoet har fået et styringsredskab for deres indkøb, som de har tillid til og er trygge ved. Fuldkornsprodukter er blevet en naturlig del af vores kostvaner, og det gode er, at danskerne spiser et mere og mere varieret udvalg af fuldkornsprodukter” siger Rikke Iben Neess, kampagneleder for Fuldkornspartnerskabet.
Flere spiser mere fuldkorn end for 2 år siden
Hver femte dansker giver udtryk for, at de spiser mere fuldkorn i dag end for to år siden. Til trods for at den yngste generation Z (forbrugere der er født mellem 1996-2012) er dem, der ifølge undersøgelsen spiser mindst fuldkorn, så er det samtidig den gruppe, hvor næsten hver 3. giver udtryk for, at de spiser flere fuldkornsprodukter i dag end for 2 år siden:
”Det er en meget positiv udvikling, som vi vil arbejde på fortsætter. Selvom det kan være udfordrende, er det vigtigt at etablere gode spisevaner tidligt i livet, og det er en fælles opgave er at støtte unge i at opretholde sunde spisevaner” siger Charlotte Kølln, sektionsleder fra Bæredygtig Mad og Sundhed i Fødevarestyrelsen.
Spis 75 gram fuldkorn om dagen eller mere
Sådan lyder det officielle Kostråd og kigger du efter det orange fuldkornslogo gør du det nemt for dig selv. Så er du nemlig sikret et produkt med et højt indhold af fuldkorn, som samtidig lever op til Nøglehullets kriterier for et lavt indhold af fedt, salt og sukker.
Det offentlige private Fuldkornspartnerskab har udviklet fuldkornslogoet. Fuldkornspartnerskabet består af Fødevarestyrelsen, Hjerteforeningen, Diabetesforeningen, Kræftens Bekæmpelse og en række fødevarevirksomheder og detailhandelen, som alle arbejder for at forbedre folkesundheden ved at få danskerne til at spise mere fuldkorn.
Fakta
-69% af danskerne kender eller har set det orange fuldkornslogo
-2 ud af 3 danskere har stor tillid til fuldkornslogoet
-Hver 3. af dem der kender fuldkornslogoet handler i høj/meget høj grad ind efter det
-87 % spiser fuldkorn hver eneste uge
-Næsten hver 3. fra generation Z angiver, at de spiser mere fuldkorn i dag end for 2 år siden
Undersøgelsen
MEGAFON har gennemført undersøgelsen i marts 2024 ved en kombination af web- og telefoninterview.
Undersøgelsen er gennemført blandt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning i alderen 18 år og derover.
1.010 respondenter har medvirket i undersøgelsen.
Related links
Emner
Kategorier
Fuldkornspartnerskabet er et offentligt privat partnerskab, der arbejder for at forbedre folkesundheden ved at få danskerne til at spise mere fuldkorn.
Bag Fuldkornspartnerskabet står Fødevarestyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Diabetesforeningen og en række fødevarevirksomheder.