Nyhed -
International Whole Grain day den 19. november
Den 19. november trommes sammen til ”The International Whole Grain Day 2020” på tværs af landegrænser og kulturer. Under hashtaggene #internationalWGday; #makeyourgrainswhole eller #choosewholegrains kan vi følge de forskellige tiltag verden over.
The Whole Grain Initiative
The Whole Grain Initiative står bag dagen, der fejrer fuldkorn på tværs af landegrænser og kulturer. På dagen afholdes et webinar med titlen: ”Building Healthy, Sustainable and Resilient Food Systems”. Det er anden gang, at den internationale fuldkornsdag løber af stablen.
The Whole Grain Initiative, der arbejder for at øge fuldkornsindtaget verden over, blev etableret i Wien i 2017. Her mødtes 220 sundhedseksperter, presseansvarlige, producenter, forskere og myndigheder fra 36 lande fra alle kontinenter med det fælles mål at øge fuldkornsindtaget i verden - ud fra filosofien om, at vi sammen står stærkere end hver for sig.
Fuldkorn på verdenskortet giver nye muligheder
Fuldkornspartnerskabet glæder sig over det tempo, der er kommet på fuldkorn internationalt: ”Det giver en masse muligheder og jo flere mennesker man kan forbedre folkesundheden for ved at øge fuldkornsindtaget, desto bedre. Vi synes, at det er helt fantastisk hver gang der kommer et nyt internationalt projekt. Det motiverer producenter til at tilsætte mere fuldkorn, og det giver mulighed for at vi i fremtiden forhåbentlig ser mere og mere fuldkorn i importerede varer som fx pasta” siger Rikke Iben Neess, kampagneleder fra Fuldkornspartnerskabet.
Sundhedsorganisationer, styrelse og erhverv arbejder sammen
I Danmark markeres årets næste fuldkornsdag den 15. januar 2021, hvor mange organisationer, kantiner, offentlige og private institutioner allerede har tilmeldt sig.
Fuldkornspartnerskabet består af sundhedsNGO’erne Kræftens Bekæmpelse, Diabetesforeningen, Hjerteforeningen, Fødevarestyrelsen, detailhandelen, producenter og brancheforeninger der alle arbejder for at forbedre folkesundheden ved at få danskerne til at spise mere fuldkorn. Danskerne spiser i dag 82 gram fuldkorn om dagen, mens de får 13 år siden kun spiste 36 gram fuldkorn om dagen i gennemsnit. De officielle kostråd anbefaler at spise 75 gram fuldkorn om dagen. Fuldkornspartnerskabet har udviklet det orange logo, der er på op mod 1.000 produkter.