Nyhed -
Hvis jeg må give ét godt råd...
Så er det: "Spis mere fuldkorn!", sådan lyder budskabet i Fuldkornspartnerskabets nye video, der lanceres i dag på sociale medier. Fuldkornspartnerskabet er et samarbejde mellem sundhedsNGO'er, fødevarevirksomheder og Fødevarestyrelsen, hvis mål er at forbedre folkesundheden ved at få danskerne til at spise mere fuldkorn. Skuespiller Henning Jensen lægger stemme til videoen.
"I dette års SoMe video fortæller vi historien om et Danmark, hvor fuldkorn altid har gødet jordbunden for de ting vi holder af, og været et bærende element i vores opvækst. Vi prøver med følelser og humor at inspirere befolkningen til at huske at spise fuldkorn" siger kampagneleder Rikke Iben Neess fra Fuldkornspartnerskabet.
Videoen spredes via partnernes sociale medier, ligesom den bliver annonceret på Youtube i perioden fra 4. september og en måned frem. Samtidig opfordrer Fuldkornspartnerskabet danskerne til at dele deres egne gode råd.
De officielle kostråd anbefaler at spise 75 gram fuldkorn om dagen. Det svarer til fx en portion havregryn og 1-2 skiver rugbrød eller et fuldkornspitabrød, lidt fuldkorn bulgur og et stykke knækbrød. Mere skal der ikke til.
Der er stadig mange danskere, der ikke spiser den anbefalede mængde fuldkorn om dagen, og derfor slår Fuldkornspartnerskabet endnu en gang et slag for at vælge de fuldkornslogomærkede produkter.
Fuldkornspartnerskabet har gjort det nemt for forbrugerne at finde fuldkornsprodukter. Man skal blot kigge efter det orange fuldkornslogo med den lille hvide mand med kornet i, som nu findes på over 1.000 produkter.