Nyhed -
Fuldkornskampagnen inspirerer lande verden over til at spise fuldkorn
Når mange lande verden over mødes til Whole Grain Summit 2017 i Wien på mandag, er den danske fuldkornskampagne på programmet for at inspirere andre lande til at spise mere fuldkorn og forbedre folkesundheden.
I Danmark har vi opnået unikke resultater. I dag kender 71% af danskerne det orange fuldkornslogo, der er på 800 produkter og danskerne spiser i gennemsnit 63 gram fuldkorn om dagen. Anbefalingen er 75 gram om dagen. Kræftens Bekæmpelse, Diabetesforeningen, Hjerteforeningen, Fødevarestyrelsen og en række fødevarevirksomheder står bag kampagnen. Fuldkorn forebygger hjertekarsygdom, visse kræfttyper og diabetes type 2.
”Vi glæder os til at deltage i konferencen og lære af andre landes erfaringer og hente ny inspiration til, hvordan vi kan få danskerne til at spise endnu mere fuldkorn i fremtiden” siger Rikke Iben Neess kampagneleder for Fuldkornspartnerskabet.
Forskere, professorer, virksomheder og mange andre fra hele verden deltager, og vil fortælle om seneste nyt inden for videnskab, teknologi, ernæring og sundhed, business, marketing og lovgivningen inden for fuldkorn.
På summitten diskuteres fremtidens muligheder for på globalt plan at øge fuldkornsindtaget.
Konferencen afholdes den 13.-15. november i Wien.
Læs mere om summitten her: https://www.wholegrainsummit.com/